Historie

114 år i Læderstræde

En af middelalderbyens gamle og eksklusive antikvitetsforretninger fylder 114 år, og er stadig sprællevende.

Springsteen, Cash og Streep har kigget forbi.

Af Allan Mylius Thomsen, byhistoriker (i anledning af butikkens 100 års jubilæum).

Ikke alle ved, at Læderstræde var byens mest velassorterede antikvitetsgade for bare 30 år siden.

 

Det har by­ og prisudviklingen i middelalderbyen siden ændret. Men én af gadens ældste forretninger har dog overlevet: H. Danielsens Eftf. i nr. 11 fylder 100 år denne sommer (2007). Selvom navnet antyder noget andet, er det dog samme familie, der har drevet den traditionsrige forretning gennem alle de 100 år.

 

Mælkevognen gav ikke nok

Det hele startede i 1907, da madam Anne Knudsen (1854 - ­1931) hos Københavns Magistrat løste marskandiserbrev, hvad der dengang nærmest var et privilegium! Især da madam Knudsens mand allerede havde bevilling til at køre rundt i Kongens Have med en mælkevogn. Men hans indtjening syntes madam Knudsen ikke slog til, så derfor ville hun supplere fami­liens indtægt med sin egen forretning.

 

Hr. Knudsen døde i 1917. Parrets smukke datter, Astrid, der mistede sin lovende mand, Oscar Kronquist der var sølvsmed sammen med Georg Jensen, alt for tidligt (1918), rejste sidenhen til Amerika for at finde lykken. Madam Knudsen ansatte en ung medhjælper, garderen Hans Peter Danielsen (1877­ - 1953).

Unge Danielsen var noget af et naturtalent indenfor køb og salg.

 

Forretningen voksede til en af Køben­havns førende indenfor brugt sølv. Hans Peter Danielsen havde en venlig og ukompliceret omgangstone, og kunderne havde tillid til ham. Han giftede sig aldrig, selvom onde tunger påstod at han var gift med sin tegnebog. Han havde den altid på sig, og havde absolut ingen tillid til banker. Dog fortælles det, at han anonymt var meget rundhåndet overfor mindrebemidlede medborgere. Hans Peter Danielsen overtog forretningen i 1930, og nu var det hans navn der stod på vinduet. Der var dog ingen penge mellem ham og Madam Knudsen. Aftalen var, at han skulle forsørge hende til hendes død. Det gjorde hun året efter.

 

Springsteen, Cash og Streep

Da Danielsen døde i 1953, havde han testamenteret forretningen til Harry Kronquist, madam Knudsens barnebarn. Familien Kronquist ejede efterhånden både ejendommen som forretningen lå i samt naboejendommen. Fra 1970 begyndte Harrys kone Ellen at arbejde sammen med sin mand.

 

Sønnen Jens blev efterhånden også inddraget, selvom han egentlig hellere ville være musiker. Men fra 1976 gik han dog ind i familieforretningen på fuld tid. Harry døde i 1988, Ellen i 2003. Siden har Jens Kronquist så som fjerde generation drevet den traditionsrige antikvitetsforretning videre på egen hånd.

 

Her har han haft besøg af navne som bl.a. Bruce Springsteen, Johnny Cash og Meryl Streep.

H. Danielsens Eftf's navn er i dag kendt langt ud over de danske grænser, med et vidtforgrenet netværk blandt både private-, samt antikvitetsforhandlere rundt om i verdenen.